Susannes Blog

Måske sommerens varmeste dag? I hvert fald skinnede solen fra en skyfri himmel, det var mindst 25 graders varme, ikke en vind rørte sig, da jeg med min dejlige veninde Ruth traditionen tro slog mine folder i den smukke slotspark. Vi gør det til en dags udflugt med madkurve, vin (jeg nævner ikke, at det forbudt selv at medbringe), hjemmebag m.m.

Det er sjældent at se så mange tusinde glade mennesker samlet et sted. Man kommer hinanden ved, vi har noget at være fælles om.

Og koncerten ej at forglemme. I år musikken fra Walt Disneys film. Gode solister og et fantastisk radiounderholdningsorkester.

Men på en eller anden mærkeligt måde  har vi de sidste par år lavet stunts,  ja, faktisk kunne et par af koncertens frivillige hjælpere huske os fra sidste år, hvor Ruth blev trukket ud af sin kørestol af sin swiss-track. I år var det så min tur.

 Jeg bruger lejlighedsvis en kørestol med hjul, der kører på batterier. Med en fjernstyrer bestemmer jeg, hvor meget eller hvor lidt jeg vil belaste mine arme – og dermed bestemmer jeg også hjulenes fart. I ujævnt terræn sætter jeg høj fart på, f.eks. i parken, som p.g.a. den megen regn gennem lang tid var våd og tung at køre i. Men man kan åbenbart sætte farten FOR højt. I hvertfald kom mine hjul i spind med det resultat, at stolen røg baglæns, så nu lå jeg på ryggen i stolen,  med blikket op i himlen og med benene strittende ud til alle sider. Jeg blev hejset op og siden døbt “væltepeter” af de samme frivillige, som rejste Ruth op sidste år. Hmm..Ja, man kan gøre sig bemærket på mange måder!!! Nu glæder jeg mig bare til næste års slotskoncert.

Traditionen tro var jeg i lørdags i M.G. Petersens Familiehave med en god ven. En tilbagevendende begivenhed gennem mange, mange år. Folkeligt og fornøjeligt med Ricardos Jazzmen, rød- og hvidternede duge, højt belagt smørrebrød eller stegt flæsk med persillesovs. Vejret var med os – sol og 25 grader. Man kommer hinanden ved, får en sludder med de, der også sidder ved bordet.  Denne gang med tre kvinder, der åbenbart kendte en af musikerne i Ricardos Jazzmen. En have med glade og veloplagte gæster, de fleste mellem 50 – 65 år. Man føler sig helt hjemme:-))

Turen gik derfra videre til Drop In i Kompagnistræde, hvor musikken kunne høres flere stræder væk. Moderne jazz, ikke lige min stil. Men skøn stemning. Og jeg blev fuldstændig betaget af en gruppe teaterfolk, der hældte den ene fadøl ned efter den anden og blev mere og mere “interessante” at høre på:-)) Er du klar over hvor mange fadøl man kan nå på 2 timer?  Jeg kunne næsten ikke løsrive mig, men hjem skulle vi jo.

Som altid en begivenhedsrig dag.

 

Jeg har tænkt over, hvordan man beskriver en stemning, en følelse? Jeg vil gerne beskrive noget så banalt som min glæde over et nyanlagt bed. Kan man sige, at man er forelsket i sin have?:-)  Når jeg arbejder ved computeren har jeg udsigt til min have. Lige udenfor et af mine vinduer har jeg fået anlagt et nyt bed, rundt,  med en stor granit vandsten i midten og gule bundækkeroser udenom. Roserne er ved at springe ud, flere og flere, dag for dag, den ene gule rose efter den anden. Og de har den rigtige gule farve, hverken for lyse eller for mørke. Og vandet, der løber op gennem stenen og ned af søjlerne. Det er simpelthen lise for sjælen. I skrivende stund er det tusmørke og stadigvæk lyser de gule roser mod den grå granit. Det smukkeste syn lige foran mig. Det er altså svært at beskrive min følelse, men forelskelse er stadig den, der kommer tættest på.

Forleden talte jeg i telefon med Sebastian. Han skulle en måned til Indonesien med sine forældre. Mens de er væk har han fødselsdag, hvilket er faldet ham meget for brystet, da den normalt holdes i min have og ikke i Indonesien. Sebastian er det type barn, hvor tingene skal være, som de plejer at være, der skal ikke  laves om. Nå, men jeg havde så sendt ham en lille fødselsdags forskudsgave, en kasket.

Telefonsamtale med Sebastian

Sebastian: Hej mormor, tak for gaven

Jeg: Velbekommen, kan du bruge den?

Sebastian: Ja

Jeg: Jeg kommer til at savne dig, mens du er på ferie

Sebastian: Okay

Jeg: Det bliver dejligt, når du kommer hjem igen

Sebastian: Okay

Jeg: Så holder vi fødselsdag i mormors have med dine  venner,  moster, bedstefar, farfar og farmor

Sebastian: Okay.

Sebastian: Farvel mormor.

Tja, hvorfor spilde tiden med unødig snak, når nu tingene alligevel ender med at blive som de altid har været???

Det har været noget af en pinse!  Skøn og hård. Jeg har haft mit dejlige barnebarn Sebastian, knap 4 år, på pinseferie. Der sker meget sådan en pinse. Jeg er  stadig betaget af hans sjove bemærkninger, spørgsmål og tanker.

Han startede i fin stil med yndlingslegetøjet, et fort, fyldt med cowboys, indianere, pirater, sørøvere, politi og dyr. Da han skulle sætte det op, fandt han en figur uden hoved og uden våben: “Han er hovedløs og våbenløs og skyder som en brækket arm  og som en bønnespire ” (Kaptajn Langstrømpe til jeres orientering)

Vi talte om naturens orden på forskellig niveau. Samtalen faldt på bier og honning. “Thomas (pædagog) i børnehaven siger, at bierne er gode, fordi de spreder pollen. Min mor siger, at det bierne godt kan lide hedder nektar”. Hvad er så rigtigt”?

“Storke spiser frøer”. Ja, Sebastian, naturen sørger mest for sig selv. “Men hvorfor suger myg så blod fra mennesker”? Tja..:-

Jeg var til hundeudstilling i lørdags sammen med en af mine døtre og hendes 2 år gamle hvide schæferhund Milo. Solen bagte fra en skyfri himmel med 25 graders varme. Udstillingen foregik på udendørs baner i Nyborg Idrætscenter. Det var næsten som at tage på picnic med madkurv og drikkelse – hvis det altså ikke var fordi det hele lignede en campingplads med telte og biler overalt.

Det er anden gang jeg er med til hundeudstilling – og ingen hemmelighed, jeg er sådan lidt ambivalent. Jeg er ikke en rigtig hundeelsker, men hvad gør man ikke for datterens skyld. Og Milo er en pragtfuld hund med et fantastisk sind. Og både sjovt og hyggeligt blev det jo alligevel, specielt takket være det skønne vejr:-) – og fordi Milo var så dygtig!

Jeg har ikke rigtig styr på reglerne til udstillingen. Men i første omgang vandt Milo 1. præmie for sit udseende. Så går man videre og bliver sammelignet med alle hunde i samme race. Den vandt han og fik stor ros. Det giver endelig adgang til “bedst i show” med alle racer, hvor han gik gennem første udskilning, men vandt ikke. Til gengæld fik han stor opmærksomhed fra hundejere, der har tæver i samme race som Milo.

Så måske det ikke varer så længe førend han skal være far??

Forleden havde jeg besøg af mit sjove barnebarn Sebastian på snart 4 år. Jeg synes selvfølgelig, at han er klog, humoristisk, charmerende!! 

Jeg har haft et fort / borg stående i længere tid, som har været i familiens eje i mange år, men som jeg først har taget frem nu til Sebastian. Til fortet hører cowboys, indianere, riddere og heste.

Jeg  er fuldstændig fascineret af de fantasier, der kommer med sådan en leg. Jeg troede jo bare, at vi skulle lege cowboys og indianere som da jeg var barn. Næ, nej. Pludselig er der sørøvere, pirater, vagter på fortet, tyveknægte, kanoner, politi, fængsel m.m. Faktisk behøvede jeg bare at sidde ved siden af, spørge lidt ind til. Sebastian sørgede for sin egen leg.

“Alle mand til kanonerne”,  “Din lille bøllespire” og lignende vendinger dukkede op under legen.

Hvor er det dog berigende at have sådan en 4-årig på besøg!

 Lørdag formiddag. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel.  Jeg arbejder. Det er konsekvensen ved at tage en spontan fridag i går fredag. Fredage og mandage er ellers som udgangspunkt mine hjemmearbejdsdage, hvor jeg samler alt det op jeg ikke når i løbet af ugen. Jeg skulle til bandagisten og derefter til et møde, som imidlertid blev aflyst.

Min allerbedste veninde Ruth gennem 52 år er flyttet fra Karise til Gladsaxe. Skønt, det er  så dejlig nemt lige at køre forbi til en kop kaffe, bare 1 times tid og så af sted igen. Da hun boede i Karise skulle alt planlægges og organiseres.

Så da jeg alligevel var i nærheden tidlig fredag formiddag gav hun måske en kop kaffe, bare en enkelt kop?

Som sagt så gjort. Kaffe med kanelboller på terrassen i det nye rækkehus, hvor tømreren i øvrigt var i gang.

Når man har kendt hinanden i så mange år sættes stemningen hurtigt – i går med høj cigarføring. Vi er tæt på hinanden. Vi ved hvad vi hver især tænker.

Det er svært at undgå at blive i grine- og hyggehumør i det skønne solskinsvejr. Og Ruth er bare en humørbombe. Hun havde netop bestilt billetter til Ledreborg Slotskoncert, en tilbagevendende årlig begivenhed gennem mange år. Oplevelser, der næsten altid forbundet med sol og i hvert fald med sommer, skæg og ballade, sjove og glade mennesker. Vi talte om nogle af de skægge koncerter vi havde været til over tid.

Én kop kaffe blev til to, 1 time blev til flere.

Gud hvor var det altså bare hyggeligt, men en vis dårlig samvittighed sneg sig langsomt ind på mig. Hvordan kunne jeg forsvare overfor mig selv og mine firmaer at sidde på min dertil indrettede i stedet for at tjene penge?? Men det var som om der var lim på stolen.

Undskyldninger er der nok af…..

I vores unge dage gjorde vi ind imellem en dyd ud af frokosten. Æg og rejer, fiskefileter med remoulade og citron, tartar, dyrlægens natmad, hønsesalat med bacon – og hvidvin.

Der er ikke langt fra tanke til handling, når nu havestolen i Gladsaxe ikke kunne finde ud af at tale med arbejdsstolen i Taastrup. Hvis det skal være på den måde, så…..

Vi skulle selvfølgelig lave os en nostalgisk frokost. Så mig af sted til Irma, fiskefilter, æg og rejer, hvidvin, ned i posen.

På en fuldstændig uforståelig måde var klokken pludselig blevet 17.30. Tja, hvad siger man så andet end; ”nu må jeg vist også til at komme hjemad” J

Jeg mærker stadig energien. Tog hjem og arbejdede faktisk til kl. 01.30, opfyldt af taknemmelighed og glæde. Tænk at give sig selv lov til at nyde livet, leve i nuet?

Nu sidder jeg som sagt og arbejder. Har stadig energi. Solen skinner fortsat, men i dag har arbejdsstolen bundet mig fast. Det føles nu også godt.

Jeg har lige været på et vidunderligt krydstogt til Caribien og Mexico sammen med mine to (voksne) døtre. En dejlig oplevelse på 10 dage med et par overnatninger i centrum af Miami inden skibet Celebrity Eclipse sejlede fra Miami. Vi var syv dage på vandet med mulighed for at komme ind på øerne Grand Cayman, Cozumel, Costa Maya og Honduras.

Celebrity Eclipse er et nyt flydende luksushotel og indrettet med mange faciliteter og en del aktivitetsmuligheder, man kan vel sige noget for enhver smag.

Betjeningen på skibet var udsøgt lige fra rengøring, kundeservice til betjeningen under middagen. Maden var i øvrigt i særklasse. Det er ikke en underdrivelse, at der var mindst tre tjenere ved hvert bord og med hver sin funktion.

Formålet med lige netop det krydstogt var at få en helt speciel ferieoplevelse sammen, en forkælelsesferie på vand krydret med sol og varme (28 – 30 grader) og samtidig at få set de meget eksotiske øer med hver deres historie.

Jeg har haft polio siden 1952, har altid været gangbesværet, men de seneste år har jeg lejlighedsvis haft brug for kørestol, når jeg skal på langdistancer eller på okkuperet terræn.

Et krydstogt er en ideel ferieform for gangbesværede, der har lyst til at tage på ferie udenfor Europas grænser, netop fordi faciliteterne om bord er så handicapvenlige. Der er kahytter specielt til handicappede, elevatorer til alle dæk, handicapegnede toiletforhold på hver etage, ingen dørtrin, elektriske døråbnere og ikke mindst er personalet om bord altid klar med en hjælpende hånd, ja faktisk kan man slet ikke blive fri :-) :-)

Man skal dog være opmærksom på, at der kan være nogle praktiske udfordringer i forbindelse med at komme ind på øerne, da det ikke er muligt at få kørestol med på alle ture eller for den sags skyld komme rundt med kørestol. Jeg involverede skibets kundeservice om mine særlige behov og efter 1½ døgn havde de været i kontakt med de guides, der var ansvarlige for de ture jeg gerne ville med på og som fik løst problemet med kørestolen! En udstrakt service.

Så udover at føle mig som den vigtigste gæst ombord på Eclipse fik jeg oplevet Cozumel og Roatan ( Honduras), hvorfra jeg vedhæfter et par billeder til inspiration.

En dejlig ferie, som tåler en gentagelse!