Så er den her igen – den danske sommer – evigt foranderlig! Vi ved aldrig hvad der venter os. Hedebølge – kulde – sol – regn – blæst – vindstille.
Hvis jeg må bestemme hvilken sommer vi skal have - så vil jeg vælge en sommer med solskin, blå himmel og store hvide skyer der flyder afsted og en lang række af dejlige lune aftener, hvor man kan være udenfor.
Men – jeg elsker også foranderligheden, at det er drønvarmt og så nogle kølige dage. At solen stråler fra en skyfri himmel – og at der er skyer og skygge og regn.
Kort sagt – så elsker jeg at bo i Danmark .
Sommerhilsen fra Karen
Karen Johansen, den 27.06.2011
Vi har været en tur i Jylland – over min yndlingsbro – Storebæltsbroen.
Solen skinnede og der var havblik på storebælt – Så bliver det ikke meget smukkere!
Vi besøgte vores gode venner i Uggelhuse ved Randers og som sædvanlig blev vi vartet op med god mad i lange baner og hyggelige stunder hvor vi fik ordnet verdenssituationen m.m. Om lørdagen måtte vi have gang i noget fysisk arbejde og efter en tur til planteskolen gik vi i gang. Karin plantede krukkerne til med smukke sommerblomster, Stig og Erik ordnede springvandet som strejkede – og jeg – ja jeg fik tiltusket mig en lille opgave med at fjerne skærver fra et bed med små fine husløg og andre stenbedsplanter.
Ned på alle fire – det er åbenbart en af mine weekend beskæftigelser – og vikle skærver ud af planterne uden at ødelægge dem. Jeg klarede det uden pincet, men godt hjulpet af mine lange stærke negle. Sådan noget arbejde synes jeg er meget hyggeligt – og sådan har vi hver vores lyster ;-)
Efter 2 dage i godt selskab drog vi tilbage over sundet til Djævleøen.
Hilsen fra Karen med jord under neglene….
Karen Johansen, den 24.05.2011
Lyder det lidt frækt…?
Men det er det ikke. Min mand og jeg har specialiseret os i – i vores fritid – at bygge træterrasser. Der er ikke plads til flere på vores grund, men heldigvis er der nogle af vores venner der stadig har ledig plads på deres grunde, så der kommer vi ind i billedet.
Så – sidste weekend hjalp vi vores gode venner og genboer med at lave en 8-kantet vifteformet træterrasse i deres have under eller rettere rundt om deres gamle æbletræ. Derfor havde jeg to dage som jeg stort set tilbragte på alle fire, med at holde og række skruer til og fra - og moppe Stig som skar brædderne, fordi stort set alle brædderne skulle tilrettes i hver ende med en millimeter her og der. Som Lars sagde et par gange – når vi var oppe at stå og rette knæene ud igen – så var det måske ikke den nemmeste terrasse at lave!!! Vi lagde ca. 120 brædder og mangler ca. 1 tredjedel før vi er færdige.
Det var en dejlig weekend, for mens vi knoklede, Stig, Lars og mig - og solen strålede fra en skyfri himmel og fuglene sang som blev de betalt for det - så knoklede Rie i haven og i KØKKENET og vi blev opvartet efter alle kunstens regler med frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad fra grillen til slut og så kravlede vi hele vejen hjem – over gaden - ømme alle vegne.
Så er det godt at man kan stå op mandag morgen – uden at have ondt nogen steder.
Hilsen terrassebyggeren – license to skrew with the skrew-maskine!
Karen Johansen, den 11.05.2011
Jeg har en gårdhave fyldt med blåregn og hvidregn. Hvert år forvandler de min gårdhave til en lille grøn overdækket oase, fyldt med duftende blomsterklaser. Sidste år var der ca. 50 blomsterklaser på blåregnen og mindst 500 blomstersklaser på hvidregnen.
Jeg har inviteret min mor, som fylder 90 i år, til at komme en weekend her i maj fordi hun skal opleve det blomsterflor der plejer at være og hun glæder sig meget. Indtil videre er der kommet 2 blomster på blåregnen og ingen endnu på hvidregnen. Så måske har frosten haft sine kolde finger fremme og balndet sig – utidigt, vil jeg sige.
Nå det må tiden vise – min kære nabos blåregn er helt død, det er mine da ikke så jeg må glæde mig over de grønne blade istedet – og det gør jeg så.
Så en hilsen fra mig til alle jer der måske også har haft et ekstra besøg af Hr. Frost.
Karen
Karen Johansen, den 03.05.2011
Jeg er så heldig at jeg har fire børnebørn – tre drenge og en lille pige Alba.
I denne weekend havde vi de tre drenge på besøg. Det er Mark 4år – Bjørn 6 år og Malik 11 år og de er så glade for hinanden – så det er en fornøjelse at se hvor positivt og kærligt de behandler hinanden.
Vi tog dem blandt andet med ud at se på radiostyrede Motocross-biler, DTC-biler, Motorcykler, Fly, Helikoptere og Både. Det var meget underholdende og drengene var meget begejstret. Mark var dog noget utilfreds med at vi ikke ville købe en bil eller helikopter til ham. Jeg påpegede at det var meget dyrt og ikke noget vi havde råd til og at det ikke var hans fødselsdag…. hvorefter han noget surt sagde, at man da sagtens kunne få gaver alligevel. Og det havde han jo ret i, men han fik ikke nogen.
Bortset fra det lille intermezzo havde vi et par meget hyggelige dage med 3 dejlige drenge – især den store fætter Malik, som i den grad tager sig af sine små fætre.
Hilsen Karen
Karen Johansen, den 03.05.2011
Hvad siger I så – bedre vejr kan man ikke få i sin påskeferie.
Efter en skøn påskefrokost med vores bedste venner – kørte vi fra Møn – over Fyn – til Romalt ved Randers fora t besøge flerre af vores dejlige venner. Mens vi kørte sprang træerne ud og blomsterne foldede sig ud i fuldt flor – mest påskegult flor ;-)
Der er SÅ smukt i Danmark – især når solen skinner. Jeg fik helt lyst til at bosætte mig på Fyn – for hvor er det et smukt landskab med mange velholdte huse og uspolerede landsby- miljøer – Godt gået Fynboer!
Vi holdt pause i Fåborg og fik en kaffe-latte i solen på en restaurant på havnefronten ved siden af lystbådehavnen. Så bliver det ikke meget bedre.
Den tur tar vi gen en anden gang – på skrå over Fyn – for Fyn er fin.
Hilsen Karen
Karen Johansen, den 27.04.2011
Jeg elsker storebæltsbroen og jeg skal køre over den igen på Påske Lørdag.
Hver gang jeg skal en tur til Fyn eller Jylland nyder jeg turen over Storebæltsbroen.
Jeg tænker hver gang på hvor storslået et Entreprenørarbejde og Ingeniørarbejde det er, når jeg kører op mod det højeste punkt og den imponerende udsigt.
Tænk hvor er det blevet hurtigt og nemt at køre over til alle de dejlige fynboer og jyder! (Jeg er selv halvjyde ;-))
Jeg kan stadig huske når man kom for sent til færgen og måtte vente en eller flere timer på at komme med den næste.
Så tak til alle jer der byggede den og tak til alle os skatteydere som har betalt den.
Hilsen halvjyden Karen
Karen Johansen, den 18.04.2011
Her i foråret deler jeg jævnligt ”flyers” ud – med invitationer til introduktioner, så så mange som muligt får mulighed for at høre om og dermed mulighed for at købe vores enestående behandling. Og så nyder jeg at gå og se på alle de mange dejlige huse der er her i omegnen hvor jeg bor – Havdrup – Solrød – Køge – Roskilde.
Der er så mange mennesker der gør så meget ud af deres hus og have og fliser og beplantning, nye vinduer og tage – der ligger det ene pragteksemplar efter det andet – både store og små.
Det er for mig en stor fornøjelse at se på.
Nogen gange får jeg lyst til at ringe på døren og fortælle hvor flot jeg synes deres hus og have er – men jeg styrer mig og nøjes med at putte en flyer i deres postkasse.
Hilsen fra Karen
Karen Johansen, den 18.04.2011
Bliver man nogensinde træt af forår?
For mig starter det for alvor når solsorten synger om aftenen mens solen stadig skinner lavt ind af mit vindue – her hvor jeg har mit kontor på 1.sal.
Det er den bedste lyd jeg kender – kun overgået af lærkens sang, når jeg cykler en tur ud på landet omkring Havdrup hvor jeg bor – eller når jeg tilbringer nogle dejlige dage og weekender hos Liss og Erik – vores dejlige venner og mine samarbejdspartnere – på deres gård hvor lærkerne flokkes rundt om gården og prøver at overdøve hinanden med deres vidunderlige triller.
Så er det forår! Hilsen Karen
Karen Johansen, den 18.04.2011
Jeg er den heldige ejer af 3 træterrasser som min mand og jeg selv har lavet rundt omkring vores hus. Jeg elsker træterrasser, for lige så snart solen skinner på dem bliver de tørre og varme og er dejlige at gå på på bare tæer.
Vi valgte at lave dem i trykimprægneret træ – det var ikke så dyrt og vi prioriterede i en del år at bruge de fleste af vores penge på behandling med ORKISOL-pakker til os selv, vores børn og til min mands medarbejdere.
Efter nogle år bliver træterrasser grå og om vinteren nogle steder grønne af alger og glat som sæbe.
Det vidste vi godt – belært af tidligere erfaringer. (F.eks. en vinterdag – på vej til skraldespanden med en hel pose fuld af affald – wwuuuush og splat der lå jeg med skrald spredt ud over flere kvadratmeter incl. mig selv)
Vi indkøbte en højtryksrenser og fik at vide at vi skulle passe på med træterrasser, da træet flosser hvis trykket bliver for højt.
Første gang jeg brugte højtryksrenseren var jeg meget forsigtig – og resultatet blev ikke så pænt.
Næste gang skruede jeg op for trykket og det var et mirakel – brædderne blev som nye – desværre blev de samtidig forvandlet til plys-brædder og så skal jeg love for der var plads til grønalger og andet skidt.
Så i dette skønne forår har jeg valgt den hårde løsning – ned på alle fire – en træskurebørste, en spand vand med lidt algefjerner og lidt sulfo og så gang i ”mormorarmene”.
Det er bare effektivt. Det har taget mig nogle timers arbejde at træne musklerne op, men nu snart 40 m2 funklende gul-grønne og glatslebne terrassebrædder senere – går det som en drøm. Nu mangler jeg bare resten ;-)
Så jeg kan varmt anbefale – ikke at skrue op for trykket hvis I bruger en højtryksrenser på jeres træterrasser.
Nyd foråret – hilsen Karen
Karen Johansen, den 17.04.2011