Annettes Blog

Smil  i alle styrker og  bredder, smil der forblev i nederste del af ansigtet og smil , der kom helt op i øjnene og blev der, smil  der gik over i latter med tårer i øejenkrogene og ændrede holdning, ikke kun på personen selv, fra opretstående til foroverbøjet – det var noget af den bonus mine partnere og jeg fik, da vi skulle have taget nye og LEVENDE fotos af os alle tre til vores flotte nye hjemmeside.

Det var webdesigneren selv og hans fotograf, der havde taget denne opgave på sig: at få os naturligt og levende frem på billeder til vores side. Så at sammenhængen mellem gengivelsen af os og det produkt, vi sælger, tydeligt fremgår. For en af dem foran linsen så vil jeg sige at det var en succes :-)

På den smukke togtur i formiddags, lige under den blå, blå himmel der som noget nyt var dekoreret med enkelte små hvide vat-skyer, og blandt de ny-grønne træer og  buske i alle nuancer af grøn, der så jeg pludselig et overraskende og meget sjovt syn: nogle køer der legede bjerggeder :-). Både brune og sortbrogede af slagsen og kun nogle enkelte af de måske hundrede stykker kvæg, der gik der og græssede i forårssolen.

De adskilte sig helt klart fra flokken og gik, noget usikkert, på de menneskeskabte bunker af sten, jord eller hvad det nu var- i Tour de France terminologi: bjerge uden for kategori- og nok ikke ment som legeplads for dyr. Men det var det. I formiddags. Og til stor fryd og fornøjelse for i alt fald én passager i det sølvgrå regionaltog :-)

Efter at jeg i mange år har været multiallergiker, bl.a. overfor pollen, og ikke er det mere, er det en FORNØJELSE  for mig at sidde i haven, midt på græsset og bare NYDE det hele  :-)

Det er helt fantastisk: jeg har næsten ikke flere grå hår, der er lidt tilbage i højre side få centimeter oppe over panden – ja, og så lidt spredt ved tindingerne.

Alle de andre grå hår er forsvundet indenfor det seneste år :-)

I dag sad spurvehøgen igen ude i min have. Den havde sat sig på plankeværket i buskene mellem naboens have og min. Lige så majestætisk sad den i fuldkommen ro, klods op ad det gamle fuglehus og ventede, spejdede.

Men alle de små fugle var som sunket i jorden eller forsvundet i himlen, ikke en lyd kom der fra de små kræ.

Og det varede over en time før jeg hørte pippen derude, længe efter at fuglen var fløjet :-)

Jeg blev godt nok overrasket i dag da jeg kiggede ud ad vinduet, ud i min dejlige, men ikke så store have: der på plankeværket, inde imellem buskene som står tæt ved naboens hus, sad en spurvehøg, rank, uden en bevægelse, som en statuette og på vagt. Få minutter efter blev den belønnet for sin tålmodighed: en musvit blev dens morgenmad den dag. Så selv om jeg nyder de små musvitter meget og fodrer dem gennem vinteren, så er der jo også rovfugle der skal have noget at spise, også i min have.